educational

Hvad er en Penny Loafer? Derfor er den stadig en klassiker

Hvad er en Penny Loafer? Derfor er den stadig en klassiker

Det er ikke altid nødvendigt at ændre sin garderobe for at ændre sit udtryk.

Nogle gange er det nok at skifte sko.

Tag et par mørkeblå jeans, en hvid T-shirt og en blå blazer. Med hvide sneakers får du et afslappet look – måske endda lidt konfirmandagtigt (hvis du spørger os).

Men skifter du sneakersene ud med et par brune Penny Loafers, sker der noget interessant.

Det samme tøj får pludselig et mere klassisk og velklædt udtryk. Uden at blive stift eller formelt.

Og netop dér finder vi Penny Loaferens særlige styrke.

Den forener klassisk elegance med en naturlig afslappethed.

For manden, der normalt går i sneakers, er Penny Loaferen derfor en af de mest ubesværede overgange til klassiske herresko. Han behøver ikke skifte garderobe, begynde at gå med tvangsslips eller interessere sig for engelske dresscodes fra forrige århundrede.

Men Penny Loaferen er bestemt ikke kun en introduktion til klassiske sko. Også mænd med en veludviklet skogarderobe vender tilbage til den igen og igen. Og det har de gjort i næsten 100 år.

Fra norske skomagerværksteder over amerikanske universiteter til den moderne herregarderobe har Penny Loaferen vist en usædvanlig evne til at finde sin plads.

Så hvad er det egentlig for en sko? Hvor kommer den fra? Og hvorfor fungerer den stadig så godt?

Lad os begynde med det grundlæggende.


Hvad er en Penny Loafer?

En Penny Loafer er en klassisk herresko uden snørebånd, som kendes på den karakteristiske læderrem hen over vristen. I remmen er der en lille udskæring – ofte diamant- eller læbeformet – hvor man traditionelt kunne placere en mønt.

Deraf navnet Penny Loafer.

Modellen er en såkaldt slip-on-sko. Den har normalt en forholdsvis lav hæl, en åben ankel og en overdel med tydelige slægtskaber til den traditionelle mokkasin.

Fraværet af snørebånd gør den nem at tage af og på. Men det giver også skoen dens særlige visuelle karakter.

Hvor en klassisk snøresko har flere synlige detaljer, har Penny Loaferen en renere og mere sammenhængende overdel. En enkel silhuet med én karakteristisk detalje.

Og netop den kombination har vist sig at være usædvanligt langtidsholdbar.

Hvad adskiller en Penny Loafer fra andre loafers?

Loafer er en fællesbetegnelse for flere typer klassiske slip-on-sko.

De tre mest kendte er nok:

Penny Loaferen – med den karakteristiske læderrem og den lille udskæring over vristen.

Tassel Loaferen – hvor skoen er dekoreret med læderkvaster over vristen.

Horsebit Loaferen – som har en metaldekoration inspireret af hestesportens bidsler. Denne model blev især kendt gennem Guccis fortolkning i 1950'erne.

Der findes flere varianter, men de tre er nok blandt de mest genkendelige.

Penny Loaferen er efter vores mening den mest tilbageholdende af dem.

Den har en dekorativ detalje, men uden at detaljen overtager skoens udtryk.

Det gør modellen enkel at kombinere med både en klassisk og en mere afslappet garderobe.


Hvorfor er Penny Loaferen stadig relevant?

Mænds garderober har ændret sig markant gennem de seneste årtier.

Vi går generelt mindre formelt klædt på arbejde. Tvangsslipset er forsvundet fra mange kontorer, jakkesættet bliver brugt mere selektivt, og sneakers er blevet helt almindeligt arbejdsfodtøj.

Det er på mange måder en positiv udvikling. Men samtidig er der opstået en lidt pudsig situation.

For mange mænd er sneakers blevet så naturligt et valg, at alternativet næsten er forsvundet fra bevidstheden.

Ikke nødvendigvis fordi de ikke ønsker at gå med klassiske sko, men fordi de er blevet usikre på, hvordan de skal bruge dem. Passer klassiske sko til jeans? Bliver det for formelt? Og hvilke modeller skal man overhovedet vælge?

Det er spørgsmål, vi kender godt hos ZOLE. Og netop her har Penny Loaferen noget særligt at tilbyde.

Den korte vej fra sneakers til klassiske sko

Penny Loaferen kræver ikke, at du ændrer din eksisterende stil.

Den kan bruges sammen med stort set det samme tøj, du allerede har i garderoben. Jeans, chinos, strik, T-shirts, skjorter og blazere.

Forskellen ligger i skoens udtryk.

Hvor sneakers ofte trækker garderoben i en mere sporty retning, tilfører Penny Loaferen noget klassisk og velklædt. Men uden den samme formalitet som en traditionel snøresko.

Du skifter med andre ord ikke nødvendigvis garderobe. Du udvider dens muligheder.

For ZOLEs mission er ikke at få mænd til at opgive sneakers eller begynde at klæde sig, som deres bedstefædre gjorde. Vi vil gøre klassiske kvalitetssko til et naturligt alternativ igen.

Her er Penny Loaferen et stærkt sted at begynde.

Mellem afslappet og velklædt

Penny Loaferen befinder sig i et interessant krydsfelt.

Den er mindre formel end de fleste klassiske snøresko, men mere velklædt end mange sneakers og andre uformelle sko.

Det betyder, at den kan tilføre et formelt outfit lidt afslappethed – og et afslappet outfit lidt klassisk elegance.

Men lad os lige slå én ting fast:

Penny Loaferen er ikke nødvendigvis det bedste første klassiske skokøb for alle.

Hvis du skal eje ét par klassiske sko, som skal fungere til alt fra formelle kundemøder til familiefester, vil vi hos ZOLE ofte stadig anbefale en enkel sort Derby.

Men hvis du ønsker en klassisk sko, der passer naturligt til din mere afslappede garderobe, er Penny Loaferen et oplagt valg.

Og har du allerede både Derby-sko og Chelsea Boots, tilføjer Penny Loaferen en lettere og mere ubesværet form for klassisk elegance.


Fra Norge til Ivy League: Penny Loaferens historie

Penny Loaferens historie er næsten lige så interessant som skoen selv.

Den involverer norske skomagere, britiske royale, amerikanske universiteter og en ganske almindelig mønt.

Og selvfølgelig en vis uenighed om, hvem der egentlig fandt på hvad.

Sådan er det ofte med klassikere. De bliver sjældent opfundet af ét menneske på én bestemt tirsdag. Penny Loaferen har da heller ikke én fuldstændig entydig oprindelseshistorie.

Men vi kan følge nogle tydelige spor.

Det norske spor: Nils Tveranger og Aurland-skoen

Vi begynder i den lille norske by Aurland ved Sognefjorden, hvor skomagerhåndværket havde lange traditioner.

Her arbejdede skomageren Nils Gregoriusson Tveranger, som havde lært sit fag i Amerika og vendte hjem til Norge i 1894.

Tveranger interesserede sig for at udvikle praktiske sko, der kombinerede lokal norsk skotradition med inspiration fra andre typer fodtøj.

I 1908 skabte han en ny version af den traditionelle norske tesesko. Den havde stadig snøring og lignede derfor ikke helt den loafer, vi kender i dag.

Men udviklingen fortsatte.

I løbet af 1920'erne bevægede designet sig gradvist i retning af mokkasinen, og i 1930'erne udviklede Tveranger en snøreløs Aurland-mokkasin med lav hæl.

Blandt inspirationskilderne var mokkasiner fra det nordamerikanske Haudenosaunee-folk, også kendt som Iroquois, som Tveranger havde stiftet bekendtskab med i Amerika.

Kombinationen af nordamerikanske mokkasintraditioner og norsk skomagerhåndværk skabte en praktisk slip-on-sko, der både var afslappet og forholdsvis elegant.

Aurland-skoen blev populær i Norge og senere eksporteret til andre markeder, hvor den blandt andet blev kendt som en Norwegian Moccasin.

Et vigtigt skridt på vejen mod den moderne loafer.

Det britiske spor: Wildsmith og den afslappede kongelige sko

Samtidig blev der arbejdet med beslægtede idéer i England.

Her finder vi det traditionsrige skomagerfirma Wildsmith, som blev grundlagt i London i 1847 af Matthew og Rebecca Wildsmith.

Firmaet fremstillede blandt andet sko og støvler til militæret og det britiske kongehus.

Ifølge Wildsmiths egen historie udviklede Raymond Lewis Wildsmith i 1926 en afslappet slip-on-sko i forbindelse med en bestilling til den britiske kongefamilie.

Den skulle være mere uformel og bekvem end traditionelle snøresko, men stadig have et velklædt udtryk.

De historiske beretninger er ikke helt enige om alle detaljerne omkring den royale bestilling. Men det interessante er, at man i både Norge og England arbejdede med beslægtede idéer i samme periode.

Nemlig en klassisk sko, der kunne være både funktionel og præsentabel uden snørebånd.

Den karakteristiske rem, som senere kom til at definere Penny Loaferen, var dog ikke nødvendigvis en del af disse tidlige britiske modeller. Den detalje bliver især interessant, når vi kommer til Amerika.

G.H. Bass og den amerikanske Penny Loafer

I 1936 lancerede den amerikanske skoproducent G.H. Bass sin egen fortolkning af den norske slip-on-sko. Den fik navnet Weejuns.

Navnet var en amerikansk forkortelse og leg med ordet Norwegians – en henvisning til skoens norske inspirationskilde.

Weejuns videreførte den afslappede mokkasinform, men blev tilpasset det amerikanske marked. Og så havde modellen en lille detalje, der skulle vise sig at få stor betydning.

En læderrem hen over vristen med en karakteristisk udskæring. Det var denne detalje, som senere gav anledning til navnet Penny Loafer.

Med Weejuns fik amerikanerne en sko, som var nem at bruge, havde sin egen tydelige identitet og samtidig var mindre formel end de traditionelle snøresko.

Den passede perfekt til en ny og mere afslappet måde at klæde sig på.

Ivy League: Da Penny Loaferen blev ungdommens klassiker

Ivy League & preppy style på Princeton midt 1960’erne

I 1950'erne og 1960'erne blev Penny Loaferen en fast del af garderoben på mange amerikanske universiteter. Særligt i Ivy League-miljøet omkring universiteter som Harvard, Yale og Princeton.

Her udviklede der sig en karakteristisk stil, som kombinerede klassiske beklædningsdele med en mere afslappet og ungdommelig tilgang.

Chinos, button-down-skjorter, striktrøjer, blazere og selvfølgelig loafers. Det var pænt tøj, men ikke nødvendigvis formelt tøj.

Og det er egentlig interessant, hvor godt denne næsten 70 år gamle garderobe passer ind i meget af det, vi i dag kalder business casual.

Penny Loaferen var som skabt til denne stil.

Den kunne bruges sammen med chinos og en blazer uden at se højtidelig ud. Og den kunne fungere med mere afslappet tøj uden at miste sin klassiske karakter.

Den blev dermed et naturligt bindeled mellem den traditionelle voksengarderobe og en yngre generations ønske om at klæde sig mere frit. Ikke nogen dårlig karriere for en norsk-inspireret slip-on-sko.

Hvorfor begyndte man at putte en mønt i skoen?

College piger med mulighed for altid at ringe hjem….

Og så er der selvfølgelig mønten.

Den karakteristiske udskæring i remmen over vristen var stor nok til, at man kunne placere en amerikansk penny i den. Det blev en tradition blandt især amerikanske skole- og universitets studerende. Men hvorfor?

En populær forklaring er, at mønten kunne bruges som reserve til et telefonopkald fra en telefonboks. En slags analog nødreserve fra længe før mobiltelefonen.

Det er en glimrende historie, men den præcise oprindelse er usikker.

Måske var det praktisk. Måske blev mønten betragtet som en lykkemønt. Eller måske var det ganske enkelt en lille stilmarkør i universitetsmiljøet.

Under alle omstændigheder blev mønten så tæt forbundet med modellen, at navnet Penny Loafer hang ved. Og det gør det stadig.

Selvom behovet for at opbevare småmønter i sit fodtøj trods alt er blevet noget mindre.

Fra amerikanske universiteter til resten af verden

En cool Paul Newman i 1960’erne – selvfølgelig i Penny Loafers…

Penny Loaferens historie sluttede naturligvis ikke på de amerikanske universiteter. Tværtimod.

I efterkrigstidens årtier blev loafers en del af en bredere kultur, hvor klassisk beklædning blev kombineret med mere afslappede elementer.

Hollywood, jazzmiljøet og senere britiske mods tog forskellige versioner af loaferen til sig.

Stilikoner som Paul Newman og John F. Kennedy var med til at gøre afslappet, klassisk herrestil synlig, mens loaferen i musik- og ungdomskulturen fik nye udtryk.

Det er værd at skelne mellem de forskellige loafermodeller her. Ikke alle de berømte slip-on-sko, man ser på historiske billeder, er nødvendigvis Penny Loafers.

Men det større kulturelle billede er tydeligt. Loaferen kunne flytte sig mellem forskellige miljøer uden at miste sin identitet.

Fra universitetsstuderende til forretningsfolk. Fra ungdomskultur til den klassiske herregarderobe. Og videre frem til i dag, hvor yngre mænd igen kombinerer Penny Loafers med denim, mere rummelige bukser og moderne silhuetter.

Det interessante er derfor ikke kun, hvor mange år modellen har eksisteret.

Det interessante er, at Penny Loaferen har bevaret sin relevans, selv om mænds måde at klæde sig på har ændret sig markant.

Det er et ret godt kendetegn ved en ægte klassiker.


Samme skomodel. Tre forskellige personligheder.

En af Penny Loaferens store kvaliteter er, hvor meget dens karakter kan ændre sig med ganske få designvalg. For en Penny Loafer er ikke bare en Penny Loafer.

Farve, materiale, læst og sål har stor betydning for skoens udtryk. Den samme grundmodel kan bevæge sig fra skarp og forholdsvis formel til blød, afslappet og sommerlig.

Lad os tage udgangspunkt i tre klassiske versioner.

Den sorte Penny Loafer i glat læder

Sort glat læder trækker Penny Loaferen mod den mere klassiske og formelle ende.

Den mørke farve giver et skarpt udtryk, mens den glatte overflade reflekterer lyset. Kombineret med en enkel overdel og en strømlinet læst får man en sko, der fungerer naturligt til den pænere del af garderoben.

Eksempelvis mørke chinos, grå flannelsbukser eller et jakkesæt, hvor man ønsker et mindre formelt udtryk end med en traditionel snøresko.

Den sorte Penny Loafer behøver ikke gøre særlig meget væsen af sig.

Og nogle gange er det faktisk præcis pointen.

Den brune Penny Loafer i glat læder

Ændrer vi farven fra sort til brun, får skoen en anden personlighed.

Brunt glat læder er stadig klassisk og velklædt, men har ofte et varmere og mere afslappet udtryk. Det fungerer naturligt sammen med navy, grå, beige, olivengrøn og de fleste nuancer af denim. Efter vores mening er den brune læderloafer en særligt interessant mellemposition.

Den kan bruges til kontoret med blazer og flannelsbukser, men føles også naturlig til jeans og strik i weekenden. En bred stilistisk spændvidde uden at blive anonym.

Den lysebrune Penny Loafer i ruskind

Og så kommer vi til den mest afslappede af de tre.

Ruskind ændrer skoens karakter ganske markant.

Hvor glat læder reflekterer lyset, har ruskind en mere mat og blød overflade. Det gør udtrykket mindre skarpt og mere uformelt.

Kombinerer du det med en lysere brun farve, får du en sko, der passer naturligt til sommergarderobens lettere materialer og lysere nuancer.

En lysebrun ruskindsloafer med beige chinos, hvid skjorte og blå blazer er svært at slå på en varm sommerdag.

Klassisk, men uden at ligne nogen, der er på vej til et bestyrelsesmøde klokken ni.

De tre versioner viser, hvordan det samme grunddesign kan få vidt forskellige udtryk.

Og det er også derfor, vi hos ZOLE har valgt at udvikle Penny Loaferen i netop disse tre variationer. Men princippet gælder naturligvis langt bredere end vores egne sko.

Materiale, farve, læst og sål ændrer formaliteten – og dermed skoens rolle i garderoben.


Hvordan bruger man Penny Loafers?

Penny Loaferen er en relativt uformel klassisk herresko. Men det betyder ikke, at den kun hører hjemme i fritiden.

Det afgørende er at forstå nogle få principper for formalitet, proportioner og årstid.

Fra jeans og chinos til blazer og jakkesæt

Brune ZOLE Penny Loafers med marineblåt jakkesæt og hvid T-shirt
Brune ZOLE Penny Loafers med lyse jeans og brun kortærmet skjorte
Brune ZOLE Penny Loafers med chinos, lys sommerskjorte og grønne strømper

En Penny Loafer kan bruges til at justere formaliteten i et outfit.

Sammen med jeans og en T-shirt tilfører den et mere klassisk udtryk. Med chinos, skjorte og blazer passer den naturligt ind i en moderne kontorgarderobe.

Og under et jakkesæt kan den tilføre en afslappet elegance, som eksempelvis en mere formel Oxford-sko ikke giver på samme måde.

Men der er selvfølgelig grænser.

Skal du til en meget formel begivenhed med smoking eller kjole og hvidt, er den traditionelle Penny Loafer normalt ikke det oplagte valg.

Her findes andre skomodeller, som passer bedre til anledningen.

I den moderne arbejds- og fritidsgarderobe har Penny Loaferen til gengæld et imponerende anvendelsesområde.

Du behøver altså ikke lære et større katalog af stilregler. Du skal først og fremmest forstå, hvilken grad af formalitet skoen tilfører – eller tager ud af – resten af dit outfit.

Proportioner, bukselængde og strømper

Der er især én ting, som er værd at være opmærksom på med loafers: Proportionerne.

En loafer har en relativt lav overdel og efterlader anklen mere synlig end de fleste snøresko og støvler.

Derfor får buksernes længde og bredde stor betydning.

Meget lange bukser, som samler sig i store folder oven på skoen, kan skjule en stor del af loaferens karakter. Omvendt kan en lidt kortere bukselængde skabe et lettere udtryk.

Det betyder ikke, at alle bukser skal være korte eller smalle.

En loafer kan sagtens fungere med mere rummelige bukser, hvis skoens form og buksernes fald passer sammen.

En kraftigere loafer kan eksempelvis balancere et par brede bukser, mens en strømlinet model ofte fungerer godt med klassiske, slankere proportioner. Som så ofte handler god stil mere om balance end regler.

Og så er der strømperne.

Med lange bukser og et klassisk outfit fungerer strømper i mørkeblå, grå eller brune nuancer glimrende.

Hvide strømper kan give et mere bevidst, ungdommeligt og Ivy League-inspireret udtryk.

Og om sommeren kan bare ankler være et rigtig godt valg.

Her anbefaler vi dog no-show socks – strømper, som ligger så lavt i skoen, at de ikke kan ses.

Du får det afslappede sommerudtryk, men undgår at gå helt barfodet i læderskoene. Det er for mange både mere komfortabelt og en bedre måde at håndtere fugt fra fødderne på.

En lille detalje, der gør en reel forskel. Og nej, der findes heldigvis ikke en international skomyndighed, som har eneret på at godkende dine strømper.

Sommerens naturlige sko – men ikke kun til sommer

Penny Loaferen har en særlig stærk forbindelse til forår og sommer.

Den er nem at tage på, efterlader anklen fri og fungerer godt sammen med lettere materialer og lysere farver.

Hørbukser, chinos, jeans og afslappede sommerjakkesæt er naturlige samarbejdspartnere.

Men Penny Loaferen behøver ikke gå i vinterhi, bare fordi kalenderen siger september.

Et par sorte eller brune læderloafers kan sagtens fungere gennem efteråret sammen med flannelsbukser, strik, uldjakker og almindelige strømper.

Her spiller både materialet, sålen og vejret selvfølgelig ind. Der er situationer, hvor en Chelsea Boot eller en anden mere dækkende sko er et mere praktisk valg.

Det er ikke et nederlag for Penny Loaferen. Det er bare almindelig sund fornuft.

En god skogarderobe består ikke nødvendigvis af én model, der skal løse samtlige opgaver, men af nogle få gode modeller, som supplerer hinanden.


Hvad skal man kigge efter i en god Penny Loafer?

At en sko har en læderrem med en lille udskæring over vristen, gør den til en Penny Loafer.

Det gør den ikke automatisk til en god en. Hvis du gerne vil investere i et par, som du kan bruge ofte og have glæde af i mange år, er der især fire ting, du bør undersøge:

Pasform, materialer, konstruktion og sål.

Og vi begynder med det vigtigste.

Pasformen er særlig vigtig, når der ikke er snørebånd

En Penny Loafer har ingen snørebånd.

Det lyder måske som en lille detalje, men når vi taler pasform, er det ret afgørende.

På en Derby-sko kan du justere snøringen og dermed, hvor tæt skoen sidder omkring vristen.

Den mulighed har du ikke med en loafer.

Her er du mere afhængig af, at skoens form passer til din fod fra begyndelsen.

En god loafer skal sidde tæt og sikkert – men aldrig smertefuldt stramt.

Særligt tre områder er vigtige:

Vristen: Skoen skal holde foden på plads. Er der for meget plads, kan foden glide frem og tilbage. Er der for lidt, kan skoen trykke ubehageligt oven på foden.

Hælen: Hælkappen skal omslutte hælen, så skoen følger naturligt med, når du går. En smule bevægelse kan være normalt i nye lædersko, men skoen skal ikke svuppe af ved hvert skridt.

Forfoden: Der skal være plads til tæerne, og skoen må ikke klemme uhensigtsmæssigt omkring fodens bredeste del.

Det handler altså ikke kun om længden.

To mænd kan have samme skostørrelse, men meget forskellige fødder. Den ene kan have høj vrist og bred forfod. Den anden lav vrist og smal hæl.

Og den samme loafer kan derfor sidde fremragende på den ene og dårligt på den anden.

Det er her, læsten kommer ind i billedet.

Læsten er den tredimensionelle form, som skoen bygges omkring under produktionen. Den bestemmer i høj grad både skoens silhuet og dens indvendige pasform.

Derfor kan to loafers i samme størrelse føles meget forskellige.

Læder vil typisk blive mere smidigt og kan give sig lidt de steder, hvor foden arbejder. Men der er grænser.

En for kort sko bliver ikke længere, og voldsomt tryk over vristen forsvinder ikke nødvendigvis efter to ugers tålmodighed.

Håb er sjældent en god skostørrelse.

Den rigtige loafer skal grundlæggende passe fra starten.

Når en vellavet lædersko bliver gået til, kan den tilpasse sig fodens form og blive mere behagelig, især omkring forfoden og over vristen. Men hvor meget læderet giver sig, afhænger af både materiale og konstruktion.

At gå skoene til kan forbedre pasformen. Den kan ikke redde en forkert størrelse eller en læst, der ikke passer til foden.

Prøv derfor skoene med den type strømper, du forventer at bruge. Og køber du online, så mål dine fødder og følg producentens størrelsesvejledning frem for blot at vælge din normale sneakersstørrelse.

Det kan spare dig for en del besvær.

Læder, ruskind og materialernes betydning

Når pasformen er på plads, er materialerne det næste, du bør undersøge.

For læder er ikke bare læder. Der findes store forskelle i kvalitet, garvning, behandling og egenskaber.

Hos ZOLE arbejder vi meget med Full Grain-læder, hvor læderets naturlige narv er bevaret.

Det kan være et stærkt og holdbart materiale, men betegnelsen Full Grain er ikke i sig selv en garanti for kvalitet. Garvning, sortering, finish og den måde, læderet er anvendt på, spiller også en vigtig rolle.

Godt glat læder skal kunne arbejde med foden og udvikle sig pænt gennem almindelig brug og korrekt pleje.

Det vil naturligt danne folder, hvor foden bøjer. Det er ikke nødvendigvis et problem – det er en del af at bruge lædersko.

Ruskind har en blødere, mere mat overflade, som giver skoen et afslappet udtryk.

Godt ruskind kan også være slidstærkt, men kræver en anden pleje end glat læder, blandt andet med egnede børster og plejeprodukter.

Det er samtidig værd at se på skoens indvendige materialer.

For, indersål og øvrige konstruktionsdele har betydning for både komfort og holdbarhed.

Det er trods alt ikke kun skoens yderside, dine fødder skal leve med.

Konstruktionen: Kan skoen repareres?

En klassisk lædersko kan fremstilles på flere forskellige måder.

En del billigere lædersko har limede såler – en metode, som kaldes cemented construction.

Den bruges også i mange sneakers, selv om sneakers kan være fremstillet med flere forskellige konstruktioner. Limede såler kan give lette og fleksible sko, men mulighederne for genforsåling er meget begrænsede.

Andre sko bruger syede konstruktioner som Blake eller Goodyear Welted. Begge kan give mulighed for genforsåling, men konstruktionerne er forskellige.

Hvis du lægger særlig vægt på reparerbarhed, er Goodyear Welted en interessant løsning.

Her forbindes skoens overdel og indersål med en separat rand – en welt – som ydersålen derefter sys fast til.

Det gør det muligt for en dygtig skomager at udskifte en nedslidt ydersål, hvis resten af skoens konstruktion stadig er i god stand. Det er ret væsentligt.

For ydersålen tager imod fortove, asfalt, brosten og alle de kilometer, du går.

Men hvorfor kassere en ellers god lædersko, bare fordi de nederste millimeter har gjort deres arbejde? Det giver ikke særlig meget mening.

ZOLE bruger derfor Goodyear Welted-konstruktion med fokus på levetid og reparerbarhed.

Ikke fordi det er den eneste måde at fremstille en god sko på, men fordi konstruktionen passer til vores ambition om at lave sko, der skal bruges, plejes og kunne repareres.

Muligheden for reparation afhænger bl.a. af randens, overdelens og den øvrige konstruktions tilstand. Men den giver skoen et bedre udgangspunkt for et længere liv.

Skal en rigtig Penny Loafer have lædersål?

Det spørgsmål kan man godt få en længere diskussion ud af i en traditionel skobutik.

For der er noget smukt ved en klassisk lædersål.

Den har et elegant udtryk, kan fremstilles forholdsvis slankt og passer naturligt til mange traditionelle herresko. Det er godt håndværk – og lyden af lædersåler klinger godt på direktionsgangen.

Og hos ZOLE har vi bestemt også haft vores romantiske forestillinger om lædersålens særlige kvaliteter. Men efter nogle år med skoudvikling – og en del kilometer på danske fortove – er vi blevet mere pragmatiske.

For der er forskel på, hvad der ser rigtigt ud i en skoguide, og hvad der fungerer bedst i hverdagen.

Den danske regn har det med at være temmelig ligeglad med skomagertraditioner.

En traditionel lædersål kan fungere fremragende under de rette forhold, men den er mere udsat for fugtpåvirkning og kan have mindre friktion på visse våde underlag end en passende gummisål.

En kvalitetsgummisål vil ofte være mere modstandsdygtig over for fugt og hverdagens slid. Afhængigt af gummiblanding og mønster kan den også give et godt greb på almindelige våde fortove. Men nuancerne er vigtige.

En gummisål gør ikke hele skoen vandtæt, og ingen almindelig sål kan garantere sikkert fodfæste på alle glatte underlag.

Til gengæld kan gummi være et meget fornuftigt valg til klassiske sko, der bruges ofte i et nordeuropæisk klima.

Det var netop derfor, ZOLE valgte en profileret gummiydersål til vores Penny Loafers.

Vores såkaldte Studded Rubber Sole er fremstillet i gummi med en diskret knopprofil. Den giver en slidstærk kontaktflade mod underlaget og er mindre følsom over for fugt end en traditionel lædersål.

Samtidig ønskede vi at bevare den elegante silhuet, så skoen stadig ligner en klassisk Penny Loafer.

En praktisk løsning til turen gennem byen, på vej til kontoret eller på en sommeraften, hvor vejret pludselig skifter mening.

For vi mener ikke, at man skal holde fast i en tradition, alene fordi den er gammel.

En tradition er værd at bevare, når den stadig løser opgaven godt.

Og nogle gange er det netop små ændringer, der gør en klassisk sko mere relevant i dag.


Derfor valgte ZOLE Penny Loaferen

Da vi begyndte at udvikle ZOLE, var en af de første beslutninger at vælge, hvilke klassiske skomodeller vi ville koncentrere os om.

Der findes mange forskellige typer klassiske herresko:

Oxford, Derby, Monk Strap, Chelsea Boot, Chukka Boot, Brogues og flere slags loafers etc.

Men vi havde ikke lyst til at udvikle et stort sortiment bare for at have mange modeller på hylderne. Vi ville finde nogle få klassikere, der hver især kunne løse en reel opgave i den moderne mands garderobe. Og derfor valgte vi tre grundmodeller:

Derby-skoen. Chelsea Booten. Og Penny Loaferen.

De er alle alsidige, men har hver deres styrke.

Derby-skoen er efter vores mening det klassiske allround-fundament og et stærkt førstevalg.

Chelsea Booten kombinerer klassisk elegance med støvlens praktiske egenskaber, særligt i efterårs- og vintergarderoben.

Og Penny Loaferen tilfører noget lettere og mere afslappet.

En klassisk sko, der fungerer naturligt sammen med moderne hverdagsbeklædning og har en særlig styrke i forårs- og sommermånederne.

Derfor skulle den selvfølgelig også være en del af ZOLE.

ZOLEs egen fortolkning af Penny Loaferen

Når man arbejder med en klassiker som Penny Loaferen, er det værd at tænke sig om, før man forsøger at genopfinde den.

Der er en grund til, at grunddesignet stadig fungerer efter næsten 100 år.

Vores ambition var derfor ikke at skabe en ny skotype, men at bevare modellens identitet og undersøge, hvor den kunne forbedres til moderne brug.

Først arbejdede vi med silhuetten. Vi ønskede en mere strømlinet, let mandelformet læst end mange af de brede og tunge loafermodeller, man også finder på markedet.

Ikke en ekstremt spids modesko, men en klassisk form med moderne proportioner.

Dernæst kom materialerne og konstruktionen. Vores Penny Loafers fremstilles på en familieejet skofabrik i Portugal med Goodyear Welted-konstruktion og nøje udvalgte læder- og ruskindsmaterialer.

Vi ønskede også at arbejde med den stivhed, som mange forbinder med traditionelle lædersko. Derfor udviklede vi vores Flex-Comfort-konstruktion, som kombinerer memory foam i forfoden med naturkork i mellemsålen og en udtagelig indlægssål af skum.

Formålet er at skabe en mere komfortabel sko uden at opgive den reparerbare Goodyear Welted-konstruktion.

Dertil kommer vores diskret profilerede Studded Rubber Sole og ZOLEs egne signaturdetaljer.

Ikke for at overdøve klassikeren, men for at give vores fortolkning sin egen identitet.

Små, bevidste valg. Ingen af dem gør skoen til noget andet end en Penny Loafer. Men tilsammen udtrykker de vores bud på, hvordan modellen kan fungere i den moderne mands hverdag.

I dag findes vores Penny Loafer i tre versioner:

  • Sort glat kalvelæder.
  • Brunt glat bøffellæder.
  • Lysebrunt ruskind.

Tre forskellige udtryk. Samme grundidé.

Og det er egentlig meget godt dækkende for vores tilgang til klassiske herresko.

Vi interesserer os ikke for klassikere, bare fordi de er gamle. Gamle ting kan også være håbløst upraktiske.

Vi interesserer os for de designs, hvor grundidéen stadig er god, og hvor håndværk, materialer og gennemtænkte produktvalg kan gøre dem endnu mere relevante i dag.

Penny Loaferen består den test.


Den klassiker, du ikke behøver tænke over

Der er noget interessant ved de produkter, vi ender med at bruge mest.

Det er sjældent dem, der råber højest. Og det er heller ikke nødvendigvis de nyeste eller dyreste. Det er dem, der stille og roligt bliver en naturlig del af hverdagen.

Den gamle weekendtaske. Den hvide T-shirt. Den blå blazer. Uret, der altid sidder på håndleddet. Og et par gode sko, som man automatisk tager på, når man skal ud ad døren.

Ikke fordi man har tænkt længe over det. Men netop fordi man ikke behøver.

Sådan skal en god Penny Loafer også fungere.

Den skal ikke kun være en sko, du tager frem, fordi den er moderne netop nu. Og den skal heller ikke være et stykke skohistorie, som du føler dig forpligtet til at behandle med særlig højtidelighed.

Den skal være en sko, du har lyst til at bruge.

På arbejde. På vej gennem byen. Til middag med vennerne. På ferien. Eller bare en almindelig lørdag, hvor du gerne vil være lidt mere velklædt uden at gøre et stort nummer ud af det.

For Penny Loaferens vigtigste kvalitet er ikke, at den blev populær på amerikanske universiteter for mange årtier siden.

Det er, at den stadig giver mening i dag.

En klassiker bliver ikke en klassiker, fordi en skoproducent kalder den tidløs. Den bliver det, fordi mennesker bliver ved med at vælge den. Generation efter generation.

Og det er også vores ambition med ZOLEs Penny Loafers.

Ikke at skabe en sko, der skal imponere i én enkelt sæson.

Men en klassisk kvalitetssko, der bliver en naturlig del af din garderobe, og som du har lyst til at tage på igen og igen. Helst uden at tænke alt for meget over det.

For det er jo egentlig et ret stort kompliment til et par sko.

ZOLE Penny Loafers

ZOLEs fortolkning af den klassiske Penny Loafer.

Sort glat kalvelæder, brunt glat bøffellæder eller lysebrunt ruskind. Goodyear Welted-konstruktion, topmaterialer, Flex-Comfort system og en robust Studded Rubber Sole – udviklet til at forene den klassiske herreskos elegance med et moderne hverdagsliv.

Se ZOLE Penny Loafers →